Lakhasly

??????Viden om bebyggelse og befolkningsudvikling i de aeldste tider bygger pa meget usikre kilder og skon.I folge samtidige arabiske beretninger var Hedeby en ussel, lille flaekke, men efter nordisk malestok var den en verdensstad.Hedeby i bunden af Slien lidt syd for det moderne Slesvig havde forbindelse med handelspladser langs Ostersoens bredder og de russiske floder, hvorfra der bl.a. kom pelsvaerk og slaver.Selv om mere skeptiske historikere peger pa, at nogle af vikingetidsnavnene blot kan vaere nye navne pa gamle landsbyer, er der dog enighed om, at befolkningstallet var stigende.En saerlig videnskab, stednavneforskningen, har udviklet den teori, at landsbyer, hvis navne ender pa -ing(e), -lev, -lose (-else) og -sted, er Danmarks aeldste og stammer fra jernalderen.En by i modsaetning til en landsby karakteriseres ved et forholdsvis taet bebygget omrade, hvis beboere fortrinsvis beskaeftigede sig med handel og handvaerk, og som havde sine egne retsregler.Det mest imponerende ved stedet var den 10 meter hoje vold, der midt i 900-tallet blev bygget rundt om byen til forsvar.I vikingetiden blev det moderne at give byerne navne, der ender pa -by, -tofte, -bol(le) og -torp (siden ofte aendret til -rup, -strup og -drup).Kvinden tog sig af husholdning og borneopdragelse, og hun synes i et vist omfang at have kunnet arve og eje jord.Derfor stillede den sig som regel under kongens beskyttelse, og til gengaeld blev kongen betalt med diverse afgifter og skatter.Der har kun vaeret nogle fa tusinde fastboende indbyggere, men pa saerlige markedsdage i sommerhalvaret er massevis af fremmede handvaerkere og handlende strommet til for kortere tid.Da disse navne er meget almindelige i Danmark, tyder det pa nyopdyrkning og oprettelse af mange nye landsbyer.Byen, hvor fremmede kom og gik, og hvor kostbare varer blev omsat, havde et saerligt behov for sikkerhed.Landbrugets ogede produktivitet gav stodet til oprettelsen af byer.

ملخصاتViden om bebyggelse og befolkningsudvikling i de ældste tider bygger på meget usikre kilder og skøn. En særlig videnskab, stednavneforskningen, har udviklet den teori, at landsbyer, hvis navne ender på -ing(e), -lev, -løse (-else) og -sted, er Danmarks ældste og stammer fra jernalderen. I vikingetiden blev det moderne at give byerne navne, der ender på -by, -tofte, -bøl(le) og -torp (siden ofte ændret til -rup, -strup og -drup). Da disse navne er meget almindelige i Danmark, tyder det på nyopdyrkning og oprettelse af mange nye landsbyer. Selv om mere skeptiske historikere peger på, at nogle af vikingetidsnavnene blot kan være nye navne på gamle landsbyer, er der dog enighed om, at befolkningstallet var stigende.

Størstedelen af befolkningen har formodentlig været jævne bønder, der var selvejere. Enkelte har været fæstebønder eller forpagtere for en lille klasse af storbønder, høvdingene. Endelig var der slaver eller trælle, men det er uvist, hvor mange. Slavehandel især med krigsfanger er dokumenteret i mange kilder. I en grav fra 900-tallet i Stengade på Langeland fandt man to skeletter, formodentlig en herre og hans træl. Det ene skelet tydede nemlig på, at den afdøde havde været bagbundet og var blevet halshugget. Hen over begge lig lå resterne af en anselig lanse.

Kvinder synes i vikingetiden at have haft en mere selvstændig og respekteret stilling end i den islamiske og kristne verden. En arabisk rejsende, der besøgte Norden omkring 970, fortæller rystet, at kvinder havde ret til skilsmisse. Kvindegrave er lige så rigt udstyrede som mandsgrave, blot består gravgodset af husholdningsgrej og smykker i stedet for mændenes værktøj og våben. Kvinden tog sig af husholdning og børneopdragelse, og hun synes i et vist omfang at have kunnet arve og eje jord.

Landbrugets øgede produktivitet gav stødet til oprettelsen af byer. En by i modsætning til en landsby karakteriseres ved et forholdsvis tæt bebygget område, hvis beboere fortrinsvis beskæftigede sig med handel og håndværk, og som havde sine egne retsregler. Byen, hvor fremmede kom og gik, og hvor kostbare varer blev omsat, havde et særligt behov for sikkerhed. Derfor stillede den sig som regel under kongens beskyttelse, og til gengæld blev kongen betalt med diverse afgifter og skatter.

De ældste byer er Ribe og Hedeby, som blev grundlagt allerede i 700-tallet. Hedeby i bunden af Slien lidt syd for det moderne Slesvig havde forbindelse med handelspladser langs Østersøens bredder og de russiske floder, hvorfra der bl.a. kom pelsværk og slaver. Nordiske købmænd nåede helt til Byzans og Bagdad, ligesom arabiske købmænd har været i Hedeby. Fund af tusinder af arabiske sølvmønter overalt i Norden især på Gotland bevidner denne trafik. Mod vest gik turen til Rhinegnene, der leverede keramik, og til Frankrig, hvor man hentede vin og våben.

I følge samtidige arabiske beretninger var Hedeby en ussel, lille flække, men efter nordisk målestok var den en verdensstad. Folk boede i små ca. 5x10 meter store træhuse, som lå tæt langs træbelagte gader. Det mest imponerende ved stedet var den 10 meter høje vold, der midt i 900-tallet blev bygget rundt om byen til forsvar. Der har kun været nogle få tusinde fastboende indbyggere, men på særlige markedsdage i sommerhalvåret er massevis af fremmede håndværkere og handlende strømmet til for kortere tid.

Både skriftlige kilder og arkæologiske udgravninger viser, at der i 900-tallet kom nye byer til: Århus, Viborg og Ålborg, Odense, Roskilde og Lund.